Gå ikke glip af muligheden for at få en eksklusiv rundvisning om bord på et af verdens første metanoldrevne containerskibe, når det lægger til kaj i Aarhus Havn til august.
Her får du mulighed for at komme på en guidet tur rundt på skibet, møde besætningen samt få et helt unikt indblik i de nye metanoldrevne containerskibe, som er et vigtigt element i A.P. Møller-Mærsks ambition om at reducere virksomhedens udledning af drivhusgasser. Skibet har en såkaldt dual-fuel motor, hvilket betyder, at det kan sejle på både grøn metanol og almindelig dieselolie. Det vil være muligt at komme om bord på skibet lørdag den 10. august og få en guidet rundvisning.
Der vil være rundvisninger lørdag den 10. august fra kl. 08.00 – 19.30, med et begrænset antal pladser på hver rundvisning, så book din billet hurtigst muligt. En guidet tour om bord på skibet varer cirka en time, og derudover skal indberegnes 30 min. til bustransport samt indchecking på terminalen.
For at sikre at så mange som muligt får mulighed for at besøge skibet, kan du højst reservere 2 billetter per person. Skibet er stort – meget stort – og det er samtidig en arbejdsplads. Vær derfor opmærksom på, at børn under 10 år ikke kan komme ombord, og at børn ml. 10-18 år skal være i selskab med en voksen.
Af sikkerhedsmæssige årsager beder vi dig venligst bære flade sko og bukser, ligesom det ikke er tilladt at medbringe tasker, løse genstande og anden bagage om bord på skibet.
Billetter kan bookes fra d. 6. juni kl. 10:00
Skibet er meget stort og for at komme ombord, skal du gå op ad mange trapper – der er ca. 23 meter op, og inde i selve skibet er der yderligere 10 etager op og ned. Så lider du af højdeskræk, eller er du i tvivl om, hvorvidt du kan gå de mange trapper, anbefaler vi, at du ikke booker billet. Turen er ikke egnet for gangbesværede.